Børns ret til leg

IPA Danmarks arbejdsgrundlag (201grass tablet3)

Børn har rettigheder, fastslog FN’s generalforsamling i 1989 med vedtagelsen af børnekonventionen. Det er således kun 20 år siden, at verdenssamfundets for første gang nogensinde blev enige om, at børn skal respekteres som selvstændige personer med egen stemme, der har krav på at blive hørt.

Ord gør det ikke alene, selv ikke når de står i en traktat med folkeretslig gyldighed, underskrevet af alle verdens statsoverhoveder. Anerkendelsen af barnet rettigheder som et selvstændigt individ sker i det daglige samspil mellem børnene og de voksne, som har et ansvar for barnet. I vores moderne samfund omfatter det både forældrene, pædagogerne i daginstitutioner, lærerne i skolen og en række andre professionelle med daglig berøring med børn. Men det omfatter også de mennesker, der har ansvaret for de overordnede rammer, det daglige liv foregår inden for. Politikere, embedsmænd og planlæggere har et ansvar for at efterleve konventionen ved at skabe de bedste betingelser for, at barnets rettigheder kan komme til udfoldelse.

Én af de rettigheder, børnekonventionen fastlægger, er retten til leg (artikel 31). Vi ved, at leg er godt for meget, herunder for barnets læring og udvikling, for sociale kompetencer, for barnets fysiske form, for kreativitet og fantasien. Men det er ikke derfor, barnet har ret til leg. FN’s børnekonvention betragter ikke leg som et middel, men som en rettighed og et menneskelig gode på linje med frihed, tryghed og adgang til kultur. Pointen i rettigheder er, at de er personlige. Ingen har ret til at tage dem fra os, og ingen har ret til at bestemme, hvordan vi skal anvende dem. FN’s børnekonvention understreger, at barnets ret til leg skal værnes. Vi skal med andre ord sikre, at børn kan dyrke legen på deres egne betingelser og have respekt for deres valg.

Leg har mange former, og ingen er mere rigtig eller forkert end andre. Leg er en frivillig handling, der har sit mål i sig selv og ledsages af en følelse af spænding og glæde og en fornemmelse af, at den er noget andet end det ’almindelige’ liv, skrev den kendte legeteoretiker, Johan Huizinga, i 1938 i bogen ”Homo Ludens – det legende menneske”, hvor han argumenterer for, at leg er det, der gør os til mennesker. For leg, siger Huizinga, giver livet mening, netop i kraft af ikke at have et formål ud over sig selv. Målet med alle legens aktiviteter er at komme i den særlige intensitet og engagerende stemning, som er legens egentlige kendetegn. Den stemning kender vi som voksne, for vi leger også, selv om vi plejer at kalde det noget andet, som f.eks. ”fest”. Og hverken festen eller anden leg er noget vi dyrker for at lære, udvikle os eller komme i god fysisk form. Hvis vi leger (eller går til fest) for at opnå noget bestemt, forsvinder det legende ofte som dug for solen. Tilsvarende er det svært at skabe leg (eller en festlig stemning) med tvang. For de fleste af os er det i virkeligheden en almindelig dagligdags erfaring. Vi finder mening i aktiviteter, vi investerer tid og kræfter i, selv om der ikke er noget egentligt udbytte, som vi kan bruge til noget bagefter. Den slags aktiviteter kan have utallige former, lige fra de idrætsaktiviteter, vi dyrker i fritiden, over den intensitet, vi mærker som tilskuere til sport og musik, til den rene underholdning, vi dyrker foran tv eller computerskærmen.

At værne børns leg er sværere, end det lyder. Lad os bare se på tre centrale forhold: For det første er der en kompleks sammenhæng mellem børns leg og de vilkår, vi lader dem vokse op under. Legen kommer ikke af sig selv. Børn lærer at lege, og det sker i altovervejende gennem samvær med andre, oftest større børn. På den måde ”arver” børn legen fra andre generationer af børn i det, vi kan kalde børns legekultur. Men skaber vi tilstrækkelig plads til, at legekulturen kan udfolde sig i dag? Lægger vi i stedet hindringer i vejen, når vi f.eks. deler børn op i klart adskilte aldersgrupper i skoler, institutioner og idrætsklubber, og vi dermed i i virkeligheden ikke, ubevidst og uden at ville det, opløst de flokke med børn i forskellige aldre, som tidligere var den helt centrale ramme omkring børnekulturen? Enhver kan selv søge svar på det spørgsmål ved at iagttage børns hverdagsliv. Hvor ofte har en 7årig f.eks. mulighed for at iagttage de 12åriges leg i længere tid?

For det andet er der en stærk tradition for at se på børns leg som et middel til udvikling og læring. Selv om det ikke er forkert, berettiger det ikke til, at gøre børns legetid til læretid eller undervisning, fordi det fratager børnene retten til leg. Er det den vej, vi er slået ind på, når vi blander leg og læring i skoletiden, udvider skoletiden betragteligt og sætter stærk fokus på læreplaner i børnehaven og i SFOen? Har vi behov for et modspil i form klare rettigheder for barnets leg på egne betingelser i skoler og institutioner? Børns leg er i dag i høj grad afhængig af voksnes forståelse og velvilje, fordi børn lever det meste af deres tilværelse under organiserede rammer og ikke som tidligere børnegenerationer har mange timers frihed uden voksenkontrol.

For det tredje er børns leg for de fleste voksne omgivet af et lidt romantisk skær. Vi husker vores egen barndoms lege, og vi husker mest de gode eksempler, hvor legen svingede, og vi glemte tid og sted. Det kan være svært at genkende det, når vi betragter børn i dag, hvor elektroniske og digitale medier er blevet en fast del af legen. Men kan vi give medierne skylden for udviklingen? Bør vi ikke også vende blikket mod de mange sociale og fysiske forandringer, børns opvækstvilkår har gennemgået over de seneste årtier? Når bør leger mindre ude end tidligere, skyldes det ikke ganske simpelt, at de hellere vil sidde foran en skærm, men at vi ikke længere på samme måde som tidligere kan lade dem løbe ude alene. Den spontane leg i de store børneflokke på gaderne eller i gården er vekslet ud med mere indendørs leg med det til følge, at børn bevæger sig mindre.

Samfundets forandring kan vi ikke give børnene skylden for. Vi har heller ikke bevidst skabt de forhold, der forandrer vilkårene for børns leg så grundlæggende, som det er tilfældet. Men det er vores ansvar at skabe de rammer, der er nødvendige for legens udfoldelse i det moderne samfund. En godt start er at lytte til børnene selv. Hvad leger de, hvor leger de, hvem leger de med, og hvad stiller sig eventuelt i vejen for den gode leg?