Forslag til

Strategi for styrkelse af børns muligheder for fysik leg

International Play Association Danmark (IPA)

Første udgave, november 2024

Danmark skal være verdens bedste land at vokse op i, og leg er en helt fundamental del af en god barndom. Leg er essentiel for børns fysiske, mentale, sociale og kognitive udvikling. Gennem legen lærer børn at mestre deres krop, udforske deres kreativitet, indgå i fællesskaber og håndtere følelser. Det er derfor afgørende, at alle børn har optimale muligheder for at lege frit, sikkert og varieret i stimulerende udearealer tæt på deres hjem. Dette er kernen i denne strategis ambition om at skabe sunde og udviklende rammer for danske børns opvækst.

Strategiens gennemførelse vil sikre, at Danmark i højere grad end i dag lever op til FN’s Børnekonvention, der fastslår, at alle børn har ret til leg, og som Danmark har forpligtet sig til at følge. Samtidig vil strategien kunne spille en betydelig rolle for børns og unges trivsel.

IPA’s langsigtede vision er, at alle børn, uanset social baggrund og eventuelt handicap, skal have let adgang til en mangfoldighed af udendørs lege- og aktivitetsområder i deres nærområde. Arealerne skal være attraktivt indrettet, så de motiverer til bevægelse, fantasi, eksperimenter og samvær på tværs af alder, køn og kultur. De skal opleves som rare og spændende at opholde sig på for børn i alle aldre og med forskellige forudsætninger.

For at virkeliggøre denne vision vil IPA arbejde for, at der af folketinget igangsættes en ambitiøs flerårig udviklingsplan i tæt samarbejde med landets kommuner. Hovedelementerne i planen bør være:

– En massiv investering over de næste ti år øremærket til etablering, udbygning og renovering af offentligt tilgængelige legepladser, aktivitetsområder og naturlegepladser rundt om i hele landet. Midlerne bør fordeles til alle kommuner efter objektive kriterier, men med en ekstra vægtning til kommuner med mange udsatte boligområder. Finansieringen bør ske gennem en kombination af øget bloktilskud til kommunerne og tilskud fra eksterne fonde.

– Et løft af trafiksikkerheden i børnenes nærmiljø og på ruterne mellem hjem, legeplads og skole/institution. I samarbejde mellem Vejdirektoratet, kommunerne og Rådet for Sikker Trafik iværksættes lokale såvel som nationale tiltag. Det kan fx være en udrulning af opmalede lege-/bevægelsesbaner, ‘legende’ skiltning, hastighedsbegrænsninger og ‘shared spaces’ på skoleveje og i områder, hvor børn typisk færdes.

– Forpligtende partnerskaber mellem kommuner, politi, SSP, boligsociale helhedsplaner og frivillige om en styrket indsats mod mobning, chikane og hærværk på offentlige legeområder. Det skal sikre, at legepladserne er og opleves som rare og trygge at opholde sig på for alle børn. Der skabes direkte digitale ‘hotlines’, hvor børn og forældre hurtigt kan anmelde og få hjælp ved oplevede problemer.

– Udvikling af målrettede efter- og videreuddannelsestilbud til pædagoger, lærere og andre fagprofessionelle, der arbejder med børn i kommuner, skoler, dagtilbud, idrætsforeninger mv. Formålet er at øge deres viden om og kompetencer til at facilitere børns leg og bevægelse samt at skabe fysiske legerum af høj kvalitet.  Uddannelsesudviklingen forankres i professionshøjskolerne.  

– Lokale kampagner og aktiviteter i alle kommuner, som motiverer forældre til at engagere sig i udviklingen af inspirerende legemiljøer i deres boligområde og nærmiljø. Desuden nationale oplysningskampagner som fremmer en generel samfundsmæssig forståelse for og anerkendelse af legens afgørende betydning for børns trivsel og udvikling. Kampagnerne skal bidrage til at skabe en mere legevenlig kultur blandt voksne i boligkvarterer og byrum.

– Et politisk initiativ til at ændre planloven, så det fremover bliver et ufravigeligt krav, at kommunerne skal indtænke legepladser og udendørs aktivitetsområder for børn, når de udarbejder nye lokalplaner for bolig- og byudvikling. Samtidig bør konkrete minimumsnormeringer for m2 legeområde pr. barn i nye bebyggelser. 

– En forpligtende national aftale med centrale boligorganisationer om, at de arbejder målrettet for at forbedre udearealerne til leg og udendørs aktivitet i deres afdelinger. Mange almene boligområder er i dag underforsynede med gode lege- og opholdsarealer, og det går især ud over børnefamilier i områderne. Regeringen bør understøtte en sådan indsats økonomisk.

– Indførelsen af en ny statslig pulje på 50 mio. kr. om året, som frivillige foreninger, organisationer og selvorganiserede borgergrupper kan søge til projekter, der skaber nye legemuligheder for børn. Det kan fx være etablering af bygge-/ adventure-legepladser, mobile legecontainere eller udendørs bevægelsesfaciliteter. Puljen kan administreres af Slots- og Kulturstyrelsen. 

– Digitale medier spiller en stigende rolle i børns liv, og det er nødvendigt at finde måder at integrere teknologi i fysisk leg uden at det erstatter den, og der bør udvikles interaktive legepladser, hvor teknologi bruges til at fremme fysisk aktivitet. Dette kan inkludere brugen af apps, der opfordrer til udendørs leg og skattejagter, samt digitale installationer, der integrerer bevægelse og spil.

– Digitale platforme for forældre: Fremme af digitale platforme, der kan hjælpe forældre med at finde og organisere legemuligheder for deres børn. Disse platforme kan indeholde information om lokale legepladser, events og aktiviteter samt give mulighed for at netværke med andre forældre.

For at sikre at visionens forslag gør en reel forskel for børns fysiske leg foreslår vi, at der igangsættes et udviklings- og forskningsprojekt, der

1) skal kortlægge de aktuelle hindringer for børns fysiske leg

2) udvikle et konkret anvendeligt arbejdsredskab, som kommuner, organisationer, institutioner og forældre kan anvende som inspiration for udvikling og design af legepladser, herunder placering af disse og deres indretning. Projektet kan forankres i professionshøjskoler, universiteter og designhøjskoler og kan med fordel inddrage danske virksomheder med viden om legepladser.

Ved at investere i at forbedre rammerne for børns leg og samtidig arbejde for en ændret samfundsmæssig forståelse af legens fundamentale værdi, kan vi gøre Danmark til et internationalt foregangsland for alle børns ret til fri leg af høj kvalitet i trygge, inkluderende og motiverende omgivelser tæt på deres hverdag.

En vellykket implementering af visionen, som involverer staten, kommunerne, boligorganisationerne, frivillige foreninger og ikke mindst børnene selv og deres forældre, vil være et markant bidrag til det overordnede mål om at gøre de danske børn til verdens gladeste, sundeste og mest livsduelige. Og det vil kunne sætte nye internationale standarder for, hvordan man gennem prioritering af leg og legevenlige omgivelser kan fremme hele børns udvikling og livsduelighed.