IPA’s arbejdsgrundlag
Leg – en menneskerettighed
Arbejdsgrundlag for International Play Association i Danmark 2020
International Play Association i Danmark iværksætter i 2020 et udredningsarbejde med det formål at vurdere om Danmark lever op til Børnekonventionens artikel 31 om børns ret til leg og rekreation.
Det centrale omdrejningspunkt for arbejdet er etableringen af en ekspertgruppe, der skal følge dansk lovgivning og praksis og arbejde for, at myndigheder, uddannelsesinstitutioner, politikere, erhvervsliv, omsorgspersonale, forskere og forældre påtager sig ansvaret for, at børn uhindret kan udøve retten til leg i de former og under de betingelser, Børnekonventionen fastlægger.
Ekspertgruppen skal styrke den indsats for retten til leg, International Play Association har udført nationalt og internationalt siden organisationens grundlæggelse i 1961, som hviler på anerkendelsen af, at leg er grundlæggende for ethvert barns udvikling til et frit, værdigt og lykkeligt menneske, der kan deltage aktivt i og bidrage til et frit, demokratisk samfund.
I samarbejde med International Play Association skal ekspertgruppen virke for at leg anerkendes som en grundlæggende menneskeret for børn på lige fod med retten til tryghed, beskyttelse, uddannelse, og omsorg, sådan som Børnekonventionen fastslår og sådan som FNs Børnekomite har præciseret denne rettighed i General Comment no 17 i 2013, hvori leg defineres som ”enhver adfærd, aktivitet eller proces initieret, kontrolleret og styret af børnene selv; leg er absolut frivillig, drevet af iboende motivation, foretages for sin egen skyld og er ikke et middel til et mål.”
Etableringen af ekspertgruppen sker på baggrund en række aktuelle tendenser i samfundet som begrænser børns ret til selvinitieret og selvstyret leg, og International Play Association deler de bekymringer, som FNs Børnekomite udtrykker i General Comment no 17: ” … komiteen (er) bekymret over den ringe anerkendelse, som staterne giver de rettigheder, der er indeholdt i artikel 31. Ringe anerkendelse af deres betydning i børns liv resulterer i mangel på passende politisk handling, i svag eller ikke-eksisterende lovgivning og i børns usynlighed i national og lokal planlægning. Når staterne handler, sker indsatsen primært i form af strukturerede og organiserede aktiviteter, men lige så vigtigt er behovet for at skabe tid og rum for børn til at deltage i spontan leg, rekreation og kreativitet og at fremme samfundsmæssige holdninger, der understøtter og opmuntrer til sådanne aktiviteter.”
I Danmark har vi traditionelt anerkendt børns ret til leg ved at prioritere og beskytte børns fritid og selvbestemmelse højt. Leg er tillige en central del af den seneste bekendtgørelse for dagtilbud. I de senere år har vi imidlertid fået længere skoledag, stærkt fokus på læring i dagtilbud, blandt forældre, politikere og i uddannelsen af pædagoger, samtidig med en lavere prioritering af kulturelle og kunstneriske aktiviteter, der kan befrugte børns leg. Børn i Danmark har fået både fået mindre tid til leg og færre muligheder for inspiration, hvilket står i klar modsætning til Børnekonventionen og anbefalingerne fra FNs Børnekomite, der bl.a. fremhæver, at den leg, børn selv skaber og kontrollerer, er grundlaget for kreative, sociale og intellektuelle evner, som samfundet i stadig højere grad efterspørger.
I sit arbejde vil International Play Association og ekspertgruppen generelt støtte sig til FNs Børnekomites erklæringer i General Comment no. 17 og tage afsæt i dettes påpegning af, at de mange fysiske, sociale, kulturelle og kommercielle forandringer, verden gennemgår, grundlæggende forandrer børns mulighed for selv at initiere og kontrollere deres leg. Børns hverdagsliv er underlagt nye og andre betingelser end tidligere, og det forstærker samfundets forpligtelser til at beskytte retten til leg gennem en bevidst, målrettet og tidssvarende indsats.
Ekspertgruppen skal sammen med International Play Association og andre udvalgte samarbejdspartnere bestræbe sig på skabe et fundament for, at denne indsats kan ske på grundlag af viden om de aktuelle betingelser for den leg, børn selv skaber og kontrollerer, og viden om denne legs betydning for børns udvikling til frie, værdige og lykkelige mennesker, således som betydningen beskrives i General Comment no 17 paragraf 9-13:
”Leg og rekreation er afgørende for børns sundhed og velvære og fremmer udviklingen af kreativitet, fantasi, selvtillid og selvværd samt fysisk, social, kognitiv og følelsesmæssige evner. De bidrager herved til alle aspekter af læring. Leg og rekreation (…) er af selvstændig værdi for barnet, udelukkende med hensyn til den glæde og fornøjelse, de har. Videnskabelige studier viser, at leg derigennem er en central drivkraft for børns udvikling, og at leg spiller en betydelig rolle i udviklingen af hjernen, især i de første år. Leg og rekreation fremmer børnenes evner til at social inklusion, til at mestre følelser, løse konflikter og træffe valg. Gennem deres engagement i leg og rekreation lærer børn ved at deltage og agere i den virkelighed, de vokser ind i, idet de udforsker og eksperimenterer med nye ideer, roller og erfaringer, hvorved de lærer at forstå og udvikle deres sociale position i verden. Både leg og rekreation kan finde sted, når børn er alene, sammen med deres kammerater eller med støttende voksne. Børns udvikling kan understøttes af kærlige og omsorgsfulde voksne, når de forholder sig til børn gennem leg. Deltagelse i børns leg giver voksne unik indsigt og forståelse i barnets perspektiver. Deltagelse opbygger respekt mellem generationer, bidrager til effektiv forståelse og kommunikation mellem børn og voksne og giver muligheder for at give vejledning. Børn drager fordel af rekreative aktiviteter, der involverer voksne, herunder frivillig deltagelse i organiseret sport, spil, kunst, kultur (…). Fordelene formindskes dog, især for udviklingen af kreativitet og sociale evner, hvis voksnes kontrol er så gennemgribende, at det undergraver barnets egen indsats for at organisere og udføre hans eller hendes legeaktiviteter. Inddragelse i et samfunds kulturelle liv er et vigtigt element i børns følelse af tilhørighed. Børn arver og oplever det kulturelle og kunstneriske liv i deres familie og samfund, og gennem denne proces opdager og skaber de deres egen identitetsfølelse, ligesom de bidrager til at stimulere og fastholde kulturlivet og kunst. Børn reproducerer, transformerer, skaber og arver kultur gennem deres egne fantasifulde lege, sange, dans, animation, historier, maleri, spil, gadeteater, dukketeater, festivaler m.v. Når de får forståelse for det kulturelle og kunstneriske liv omkring dem fra voksne og jævnaldrende, oversætter og tilpasser de dettes betydning via deres egen generations blik. Gennem samspil med deres kammerater skaber og arver børn deres eget sprog, lege, hemmelige verdener, fantasier og anden kulturel viden. Børns leg skaber en “barndomskultur” gennem deres leg i skolen og på legepladsen og gennem aktiviteter såsom spil, lege, kulturelle udtryk m.v. Børn er også i front med at bruge digitale platforme og virtuelle verdener til at etablere nye kommunikationsformer og sociale netværk, hvorigennem nye kulturelle miljøer og kunstneriske former skabes. Deltagelse i kulturelle og kunstneriske aktiviteter er nødvendige for at opbygge børns forståelse, ikke kun for deres egen kultur, men også for andre kulturer, da det giver muligheder for at udvide deres horisonter og lære af andre kulturelle og kunstneriske traditioner og således bidrage til gensidig forståelse og forståelse af mangfoldighed. (…) hvile og fritid er lige så vigtig for børns udvikling som ernæring, bolig, sundhedsvæsen og uddannelse. (…) Børn har brug for fritid, defineret som tid og rum uden forpligtelser, underholdning eller stimuli, som de kan vælge at udfylde så aktivt eller inaktivt, som de ønsker.”
International Play Association og ekspertgruppen vil i samarbejde med andre partnere iværksætte oplysning, formidlingsaktiviteter, høringer, seminarer og konferencer samt initiere forskning, analyser og udviklingsprojekter m.v.
International Play Association i Danmark
August 2020
IPA Danmarks arbejdsgrundlag (201
3)
Børn har rettigheder, fastslog FN’s generalforsamling i 1989 med vedtagelsen af børnekonventionen. Det er således kun 20 år siden, at verdenssamfundets for første gang nogensinde blev enige om, at børn skal respekteres som selvstændige personer med egen stemme, der har krav på at blive hørt.
Ord gør det ikke alene, selv ikke når de står i en traktat med folkeretslig gyldighed, underskrevet af alle verdens statsoverhoveder. Anerkendelsen af barnet rettigheder som et selvstændigt individ sker i det daglige samspil mellem børnene og de voksne, som har et ansvar for barnet. I vores moderne samfund omfatter det både forældrene, pædagogerne i daginstitutioner, lærerne i skolen og en række andre professionelle med daglig berøring med børn. Men det omfatter også de mennesker, der har ansvaret for de overordnede rammer, det daglige liv foregår inden for. Politikere, embedsmænd og planlæggere har et ansvar for at efterleve konventionen ved at skabe de bedste betingelser for, at barnets rettigheder kan komme til udfoldelse.
Én af de rettigheder, børnekonventionen fastlægger, er retten til leg (artikel 31). Vi ved, at leg er godt for meget, herunder for barnets læring og udvikling, for sociale kompetencer, for barnets fysiske form, for kreativitet og fantasien. Men det er ikke derfor, barnet har ret til leg. FN’s børnekonvention betragter ikke leg som et middel, men som en rettighed og et menneskelig gode på linje med frihed, tryghed og adgang til kultur. Pointen i rettigheder er, at de er personlige. Ingen har ret til at tage dem fra os, og ingen har ret til at bestemme, hvordan vi skal anvende dem. FN’s børnekonvention understreger, at barnets ret til leg skal værnes. Vi skal med andre ord sikre, at børn kan dyrke legen på deres egne betingelser og have respekt for deres valg.
Leg har mange former, og ingen er mere rigtig eller forkert end andre. Leg er en frivillig handling, der har sit mål i sig selv og ledsages af en følelse af spænding og glæde og en fornemmelse af, at den er noget andet end det ’almindelige’ liv, skrev den kendte legeteoretiker, Johan Huizinga, i 1938 i bogen ”Homo Ludens – det legende menneske”, hvor han argumenterer for, at leg er det, der gør os til mennesker. For leg, siger Huizinga, giver livet mening, netop i kraft af ikke at have et formål ud over sig selv. Målet med alle legens aktiviteter er at komme i den særlige intensitet og engagerende stemning, som er legens egentlige kendetegn. Den stemning kender vi som voksne, for vi leger også, selv om vi plejer at kalde det noget andet, som f.eks. ”fest”. Og hverken festen eller anden leg er noget vi dyrker for at lære, udvikle os eller komme i god fysisk form. Hvis vi leger (eller går til fest) for at opnå noget bestemt, forsvinder det legende ofte som dug for solen. Tilsvarende er det svært at skabe leg (eller en festlig stemning) med tvang. For de fleste af os er det i virkeligheden en almindelig dagligdags erfaring. Vi finder mening i aktiviteter, vi investerer tid og kræfter i, selv om der ikke er noget egentligt udbytte, som vi kan bruge til noget bagefter. Den slags aktiviteter kan have utallige former, lige fra de idrætsaktiviteter, vi dyrker i fritiden, over den intensitet, vi mærker som tilskuere til sport og musik, til den rene underholdning, vi dyrker foran tv eller computerskærmen.
At værne børns leg er sværere, end det lyder. Lad os bare se på tre centrale forhold: For det første er der en kompleks sammenhæng mellem børns leg og de vilkår, vi lader dem vokse op under. Legen kommer ikke af sig selv. Børn lærer at lege, og det sker i altovervejende gennem samvær med andre, oftest større børn. På den måde ”arver” børn legen fra andre generationer af børn i det, vi kan kalde børns legekultur. Men skaber vi tilstrækkelig plads til, at legekulturen kan udfolde sig i dag? Lægger vi i stedet hindringer i vejen, når vi f.eks. deler børn op i klart adskilte aldersgrupper i skoler, institutioner og idrætsklubber, og vi dermed i i virkeligheden ikke, ubevidst og uden at ville det, opløst de flokke med børn i forskellige aldre, som tidligere var den helt centrale ramme omkring børnekulturen? Enhver kan selv søge svar på det spørgsmål ved at iagttage børns hverdagsliv. Hvor ofte har en 7årig f.eks. mulighed for at iagttage de 12åriges leg i længere tid?
For det andet er der en stærk tradition for at se på børns leg som et middel til udvikling og læring. Selv om det ikke er forkert, berettiger det ikke til, at gøre børns legetid til læretid eller undervisning, fordi det fratager børnene retten til leg. Er det den vej, vi er slået ind på, når vi blander leg og læring i skoletiden, udvider skoletiden betragteligt og sætter stærk fokus på læreplaner i børnehaven og i SFOen? Har vi behov for et modspil i form klare rettigheder for barnets leg på egne betingelser i skoler og institutioner? Børns leg er i dag i høj grad afhængig af voksnes forståelse og velvilje, fordi børn lever det meste af deres tilværelse under organiserede rammer og ikke som tidligere børnegenerationer har mange timers frihed uden voksenkontrol.
For det tredje er børns leg for de fleste voksne omgivet af et lidt romantisk skær. Vi husker vores egen barndoms lege, og vi husker mest de gode eksempler, hvor legen svingede, og vi glemte tid og sted. Det kan være svært at genkende det, når vi betragter børn i dag, hvor elektroniske og digitale medier er blevet en fast del af legen. Men kan vi give medierne skylden for udviklingen? Bør vi ikke også vende blikket mod de mange sociale og fysiske forandringer, børns opvækstvilkår har gennemgået over de seneste årtier? Når bør leger mindre ude end tidligere, skyldes det ikke ganske simpelt, at de hellere vil sidde foran en skærm, men at vi ikke længere på samme måde som tidligere kan lade dem løbe ude alene. Den spontane leg i de store børneflokke på gaderne eller i gården er vekslet ud med mere indendørs leg med det til følge, at børn bevæger sig mindre.
Samfundets forandring kan vi ikke give børnene skylden for. Vi har heller ikke bevidst skabt de forhold, der forandrer vilkårene for børns leg så grundlæggende, som det er tilfældet. Men det er vores ansvar at skabe de rammer, der er nødvendige for legens udfoldelse i det moderne samfund. En godt start er at lytte til børnene selv. Hvad leger de, hvor leger de, hvem leger de med, og hvad stiller sig eventuelt i vejen for den gode leg?